Ordbog
Ordbog

VIRTUAL REALITY

(Kunstig Virkelighed), dækker mere eller mindre det samme som ordet "Cyberspace". En teknologi med store fremtidsmuligheder, som imidlertid ikke er modent til andet end primitive computerspil endnu. Det involverer normalt, at brugeren ifører sig en maske med en lille computerskærm for hvert øje, hvilket gør det muligt for computeren at lave et realistisk tredimensionelt rum. Ved hjælp af en række følere kan computeren måle, hvor brugeren befinder sig, hvilken vej han vender og hvilken retning han kigger i, og herved kan det billede, han ser i skærmene tilpasses, så det drejer, når brugeren drejer hovedet, flytter sig når brugeren går, og så videre. Ved hjælp af en speciel handske (den såkaldte DataGlove) kan computeren endvidere måle, hvor brugerens hånd befinder sig i forhold til kroppen og hvordan de enkelte fingre er bøjet. Herved bliver det muligt at se og bevæge sin egen hånd i det computerskabte univers, samt at flytte ting og samle dem op, blot ved at række ud efter dem med hånden. Det er denne illusion, eventuelt sammen med en realistisk lyd, der får det kunstige rum til at føles "virkeligt", så man får følelsen af rent faktisk at have været der i stedet for bare at have set det.
Der er endnu meget, der skal videreudvikles, før det for alvor bliver svært at skelne cyberspace fra virkelighedens verden; computerbilledet er endnu for langsomt, og detaljerne er ikke skarpe nok. En anvendelse, der til den tid garanteret bliver populær, er den hvor en arkitekt efter at have tegnet et hus på sit CAD-anlæg, kan tage sig en realistisk gåtur igennem huset i cyberspace. Herved kan han opdage uhensigtsmæssige detaljer før det er for sent, og fejlene kan fjernes, inden huset bygges i virkeligheden!

Kommentaren er oprettet 1993-01-01 12:00:00 af Ze Allan. Læst 1176 gange.