Ordbog
Ordbog

POSTSCRIPT

Et såkaldt sidebeskrivelsessprog. PostScript-sproget indeholder effektive kommandoer til meget præcist at styre en masse detaljer omkring skriftens placering, udseende og størrelse på en udskrift, og bruges meget i laserprintere.
PostScript er efterhånden standard på fotosættere, og man kan derfor tage en PostScript-udskrift med til ethvert respektabelt trykkeri eller sættebureau, og her få den ud på en fotosætter i meget høj kvalitet. Pånær udskriftkvaliteten vil fotosætterudskriften have akkurat det samme udseende som udskriften fra den lille PostScript-laserprinter.
PostScript udskrifter kræver en masse beregninger, og bliver derfor ikke brugt på ink-jet og matrix-printere, da disse normalt ikke har en særlig stærk processor indbygget. Der er dog lavet flere PostScript-emulatorer, som ved at bruge computerens regnekraft gør det muligt at udskrive PostScript-filer på printere, der ikke er født med PostScript.
PostScript blev opfundet af det amerikanske firma Adobe, og blev brugt i den første laserprinter til Apples Macintosh-computer. Det var som følge af PostScript-muligheden at Macintosh'en midt i firserne vandt stor udbredelse indenfor DtP-branchen.

Kommentaren er oprettet 1993-01-01 12:00:00 af Ze Allan. Læst 1079 gange.